Sproget er direkte. Fortælleren siger præcis det han mener og præcis det der sker. Man skal ikke gætte sig til noget som helst. Det bliver fortalt. Tonen bliver mere og mere grotesk gennem første kapitel. Det er næsten lidt for meget.
Det første jeg lagde mærke til var at jeg blev foruroliget. Titlen på kapitlet ”I badekarret” sammensat med de første to sætninger ”Jeg er femten første gang. Jeg gør det, fordi jeg er forelsket i rødhårede Miriam”. Jeg kunne ikke lade være med at tro, at han ville skære i sig selv fordi han ikke kunne få hende. Og som jeg læste videre fik jeg desværre ret.
Det er lidt blandede følelser som fylder mig når jeg læser det. På den ene side er jeg bekymret, men på den anden side er det totalt latterligt at være bekymret for en person i en bog. Det ændrer ingenting hvordan jeg har det.
Genren i bogen er tragisk realisme. Alting er tragisk. Urealistisk. For meget. Men grundlæggende tragisk. Det er så tragisk at man får et indtryk af at det er for tragisk til at ske i virkeligheden. Pga. urealismen i bogen kan man ikke lade være med at synes det er lidt sjovt. Man ender med at sidde og grine mens man læser. Underlig genre..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar