Kære Lars Husum

Her er nogle spørgsmål som vi i 1.x har tænkt over i forbindelse med læsningen af Mit venskab med Jesus Kristus. Vi håber du måske vil prøve at svare på (nogle af) dem.

1)      Hvad er pointen med at Nikolaj er sammen med Silje til sidst i romanen? Er det et tegn på at han faktisk slet ikke er blevet det bedre menneske han ønskede at blive, men i stedet bliver ved med at gøre sine kæreste ondt?

2)      Hvad bliver der af Marianne til sidst? Eller hvad forestiller du dig selv sker med Marianne, hvis du bare skal forholde dig til romanen som læser og ikke som forfatter?

3)      Hvorfor skal Nikolai til Tarm af alle steder?

4)      Hvorfor forelsker Nikolai sig i Miriams kusine, hvorfor ikke bare lige en tilfældig person?

5)      Hvorfor har du sat et billede ind af dig selv i romanen, og hvorfor bruger du på et tidspunkt dit eget telefonnummer?

6)      Hvor fik du idéen til romanen fra? Hvad inspirerede dig?

7)      Hvordan kom du (og forlaget) på forsiden til romanen, og hvilken symbolik lægger du i billedet?

8)      Hvorfor blev du forfatter?

9)      Hvordan fungerer din skriveproces?

10)   Hvad synes du selv gør en bog fængende, og hvilken type bøger vil du gerne skrive?

11)   Hvordan havde du det selv med at skrive danske stile i skolen, og har du nogle gode tips?

Nikolaj fandt sin identitet!

Jeg blev nu færdig med at læse romanen.

Romanen hovedtema er, set fra mine øjne, identitet. Nikolaj er en ensom dreng, som kun har sig selv og sit had til verden. I starten af romanen vil han meget gerne prøve at klare sig selv og være stor og stærk, men Søs lader ham ikke være sig selv. hun vil passe på ham, når nu hans mor og far ikke kan gøre det mere. I midten af bogens handling udvikler Nikolaj sig til at blive voldelig og brutal. Han kommer til dels ud af det med hjælp fra Søs, men det virker aldrig som om han hviler i sig selv endnu. Det kommer også til udtryk da han slår Silje. Der ødelægger han faktisk sin hverdag og sin eneste glæde, og jeg tror også det er det der er med til at få ham til at skifte "vognbane". Han møder derefter Jesus, og i slutningen af bogen er Nikolaj blevet til et godt menneske. Han er blevet til et menneske som tror på sig selv, har venner, har en identitet. Det fylder langt den største del af bogens handling, og på hver side ser man Nikolajs udvikling i vejen på at finde sin egen identitet.

Jeg tror umiddelbart at Jesus er et levende billede på Nikolaj selv. Nikolaj har brug for at tro på noget. Han har brug for at ændre sig, og blive til et bedre menneske, men han ved godt selv at det ikke er muligt. Søs har fortalt ham at hun snakkede med Jesus om Nikolaj, og jeg tror det er derfor han opsøger Jesus til at starte med. For mig virker Jesus ikke som en fysisk person, da han bare lige pludselig er der fra tid til anden, og pludselig er han også væk igen. Jeg synes også han minder meget om Nikolaj. Selvfølgelig følger han Nikolaj, bakker ham op, og tager del i hans hverdag, og derfor ved han alt om ham, men jeg synes nu alligevel at ligeheden er for stor. Jesus er også ligeglad med at Nikolaj ikke tror på gud, selvom Mathias absolut ikke forstår at man kan tale med Jesus, og få beskyttelsen fra Jesus, hvis ikke man tror på gud. Nikolaj sætter lidt sine egne regler for hvordan Jesus skal se ud, og derfor tror jeg også mere at det er ham selv.

Jeg synes roman var god. I starten var den en smule tør, og meget underlig. Men pludselig kom den til et punkt hvor den bare var så fængende, at man ikke kunne lægge den fra sig igen. De små overskrifter og kapitler som kun varer en side, gør den meget overskuelig, og man har derfor altid liiiige tid til en side mere. Den sidste del af romanen blev læst meget hurtigt fra min side af!

Det jeg har undret mig mest over i romanen var slutningen. Jeg forstod ikke helt hvorfor Silje vælger at være sammen med Nikolaj, og hvorfor han omvendt vælger at være sammen med hende, og jeg forstod heller ikke hvad der skete med Marianne. Om hun gik da hun havde snakket med Nikolaj i badet, eller om hun valgte at blive ved ham? Det ved jeg stadigvæk ikke, men jeg tror jeg har fået svar på mit første spørgsmål.

Jeg tror Silje så hvor lykkelig Nikolaj var med Marianne, og hun havde bare brug for at ødelægge det for ham. Han ødelagde hendes liv med blot en handling, på meget kort tid. Hun har levet i frygt meget længe, og nu vil hun have hævn - ved at gøre ham ulykkelig!

Hvorfor så mange genretræk i romanen?

Når man har læst romanen ”Mit venskab med Jesus Kristus”, undrer de fleste sig nok over, hvorfor Lars Husum har valgt at blande de forskellige genretræk, som man møder i teksten. De forskellige genrer i romanen gør, at den er meget anderledes i forhold til de andre romaner, som man kender eller har læst.

Jeg tror nemlig, at Lars Husum har valgt at blande de forskellige genretræk, for at gøre historien mere realistisk og det gør det nemlig også, da han f.eks. anvender en nyhedsartikel, til at beskrive/fortælle hvordan Nikolajs forældre mister deres liv ved bilulykken. Artiklen understøtter historien om Nikolajs mor og samtidig gør den også historien meget troværdig.

Da jeg ikke har læst en roman, med så mange genretræk som romanen ”Mit venskab med Jesus Kristus”, var det helt nyt for mig, at læse sådan en roman. Der udover er romanen også mere troværdig end de andre romaner, som jeg har læst og jeg er meget glad, for at vi i hele klassen skulle læse den og derfor kan jeg kun takke Lars Husum, for at skrive en rigtig god roman som denne. 

Jesus' rolle i bogen.

Efter at have læst bogen, så er man 100% sikker på, at Nikolaj ikke kunne have klaret sin forandring uden den hjælp han fik fra Jesus. første gang man hører om Jesus tænker man at han er bare en syg fyr med sandaler der røget noget fjolletobak.
men når man læser videre, så er det som om at man støder på ham igen, og igen og igen.
og i slutningen ved man, at han har spillet en vigtig rolle både for Nikolaj og Jeppe.

Man kan hurtigt komme til at tænke på, om Jesus overhovedet er en rigtig person i bogen, eller om det bare er indbildning fra Nikolajs side af.
Jesus kunne godt være et tegn på, at biblen muligvis er et godt valg, hvis man har brug for hjælp. det havde Nikolaj i hvert fald.
Så forfatteren henviser muligvis til, at i stedet for at bruge penge på dyre psykologer, så skulle man muligvis kigge hen på sine venner, og søge i biblen efter hjælp.

Genreskift og personlige oplysninger

Romanen virker mere realistisk, når Lars Husum vælger at inddrage flere forskellige genrer, som f.eks. nyhedsartikler, anmeldelser, billeder osv. Jeg tror at han prøver at indleve læseren endnu mere i Nikolajs situation. Det virker mere som om, at man selv er en del af historien, når man selv får lov til at læse artiklen, som Nikolajs følelser handler om. Det giver et intenst og nærværende forhold til Nikolaj.

Jeg tror også, at Lars Husum vælger at bruge sit eget billede, så læseren er mere sikker på, at Lars Husum ved hvad han skriver om. Det gør det mere troværdigt, og giver bogen en mere personlig oplevelse. Det samme gælder telefonnummeret som Silje giver til Nikolaj. Han relaterer også Nikolajs følelser med sine egne, så man får følelsen af at det kunne ske for enhver.  

Af Eibhlin, 1.x

Er Jesus konkret eller fortolkning?

Jeg tror forfatteren, Lars Husum, prøver at vise en fortolkning af, hvordan man kan forstå Jesus. Man kan enten vælge at tage ham konkret som en frelsende person, eller man kan vælge at forstå ham, som en indre frelser. En indre frelser af Nikolaj selv. Vi har vi en person, Nikolaj, som er ved livets kant, da han ser Jesus. Men ser han Jesus som en konkret person? Eller er det noget han bilder sig selv ind, da han godt ved at han må gøre noget? Nikolaj ser ham kun i nød, han ser ham som man typisk ville forestille sig ham. En langhåret mand, med sandaler. Det tyder på, at det kommer indefra. Eksemplet i bogen, kunne være eksempel på det ofte diskuterede spørgsmål. Er Jesus et symbol? Eller er han en konkret frelser?

Af Eibhlin, 1.x

Forventninger til "Mit venskab med Jesus Kristus"

De følgende kapitler passede godt til historien, men vi regnede ikke med at det ville omhandle forældrene på så stor en grad. Han beskrev sin kærlighed til Søs meget. Søs virkede som en stærk person, der holdte meget af ham, og vil bevare deres forhold. Vi forventer at Søs bliver ved med at hjælpe ham, holde af ham og støtte ham. Nikolaj virker svag og syg. Han gør ting, som man slet ikke forventer. Man finder først ud af hvor slemt det er, da han skærer sine håndled. I starten griner man bare af hans handlinger, selvom det er en alvorlig situation. Vi forventede at han kort tid efter ville være i bedring.

Lars Husum bruger forskellige genre i bogen. Han bruger bl.a. en avisartikel og anmeldelse, til at beskrive en situation fra en andens synsvinkel. Det gør Nikolajs fortælling mere troværdig.

Af Eibhlin, 1.x

Mening om bogen

Jeg synes bogen er rigtig god. Jeg synes det er en vildt fed måde som Nikolajs forhold til Jesus er beskrevet, det har fået bogen til at fange mig.
Jeg kan godt lige den udvikling som Nikolaj går igennem. Jeg er sikker på at bogen ville kunne give andre unge et håb om at komme tilbage til den rigtig "vej", hvis de har været ude på et sidespor. Det kan godt være at man ikke lige møder Jesus, men venskaberne i bogen er helt unikke.
Alt i alt, en mega god bog!

Jesus - opdigtet eller virkelig..?

Når man hører titlen "Mit venskab med Jesus Kristus" er det næsten umuligt, ikke at tænke at her kommer en meget religionspræget bog, en bog fyldt med moralprædikener, og sikkert i så stor grad, at man selv skal være stærkt troende kristen for at kunne holde ud at læse den.

Men det er slet ikke tilfældet. Jesus spiller en anden rolle end jeg umiddelbart havde troet. Han er ikke den person som bare hænger på korset og er så from, nej han er faktisk hoppet ned derfra for at hjælpe Nikolaj på en langt mere effektiv måde. Det er som om han ikke findes før Nikolaj har allermest brug for ham, og ud fra det, er det op til en selv, at tolke om "Jesus" er en virkelig person som tilfældigt brød ind i Nikolajs lejlighed, eller om han faktisk er guds søn som er kommet Nikolaj til undsætning.

På den anden side kan jeg godt spekulere lidt over, om det overhovedet gør nogen forskel hvem Jesus er. Om Nikolaj får hjælp af den ene eller den anden person, gør vel ikke den store forskel.

Der bliver et par gange i løbet af romanen stillet spørgsmålstegn ved om Nikolaj selv har opdigtet Jesus eller om han er virkelig. Som jeg forestiller mig Jesus, så er han ikke nogen person man direkte kan se. Han er en opdigtet person som man kan søge støtte hos. En person man har for sig selv, men den opfattelse deler Lars Husum ikke. Han giver ihvertfald læseren muligheden for selv at tolke Jesus som man vil.

Da Jeppe også mødte Jesus, blev jeg sikker på at Jesus bare var en "almindelig" person med en et par råd og idéer. Der var ihvertfald intet gudeligt over ham mere. Hvis der fortsat skulle have været det, ville Jeppe og Nikolaj ikke have set han på helt samme måde, fordi Jesus, som skrevet tidligere, afhænger af den person som ser ham.

Alt i alt en bog som sætter tankerne igang, så tak for den Lars Husum :)

Hvorfor inddrager romanen flere gange andre genrer end den klassiske romangenre?

Det er et af de spørgsmål, man stiller sig selv, når man læser ”Mit venskab med Jesus Kristus”. Det er ikke et af de spørgsmål, som man nødvendigvis får svar på, når man har læst romanen færdig. Nogen vil måske få svar på det, mens andre stadigvæk ikke får besvaret spørgsmålet.

Jeg tror, at Lars Husum har ladet romanen flere gange inddrage andre genrer end den klassiske romangenre for at gøre den mere realistisk. Det vil sige, når der f.eks. står; ”Pludselig sagde det, KLASK!” Så dannes der automatisk et billede i ens hoved samtidig med, at man forstiller sig, hvordan det vil lyde. Han prøver både at gøre den realistisk men samtidig også fiktivt, da Jesus spiller en meget central rolle i handlingen. Man kan sige, at Lars Husum vil have sine læsere til at gå frem og tilbage mellem den fiktive og den virkelige verden.

Romanen ”Mit venskab med Jesus Kristus” er den første roman, jeg har læst, som har blandet flere forskellige genrer. I starten syntes jeg, at det var lidt forvirrende, men senere hen i handlingen fandt jeg ud af, at det rent faktisk havde en god effekt. Det gjorde romanen også lidt anderledes end alle de andre romaner, jeg har læst.

Skal eller skal ikke blive...??

Da jeg havde læst bogen undrede jeg mig meget over hvad der blev af Marianne. Om hun forlod Nikolaj og gik, eller om hun bare sætte sig i en stol med hænderne foran sit ansigt. Jeg blev faktisk sur, fordi jeg bare ville vide om Marianne blev der eller ej, og om hvad der skete mellem hende og Nikolaj, men på den anden side er det også lidt op til mig selv at bestemme slutningen. Jeg kan bestemme om den f.eks. skal ende lykkeligt eller ej. Selv synes selv den ender lykkeligt, fordi jeg tror hun sidder i en stol med hænderne foran sit ansigt. Nikolaj kommer ud fra badeværelset, de snakker sammen et stykke tid og det ender så med at hun tilgiver ham.

Jeg kan bestemt anbefale denne bog, men man skal lige i gang med den først, inden den er betagende. En af de ting jeg godt kan lide ved bogen er at den er så detaljeret, det giver læseren en billede af hvordan der er.

Slutningen..!

Langt hen ad vejen er "Mit venskab med Jesus Kristus" en god og sjov bog. Jeg fandt den pænt underholdende og den formåede at fange mig, så jeg ofte havde lyst til at læse videre. Dog er jeg temmelig skuffet over slutningen af romanen. Hele handlingen lægger op til at hovedpersonen Nikolaj bliver et nyt forandret, godt og positivt menneske, og at han vil finde lykken et sted derude. Efter Jesus-figuren dukker op i hvert fald. Man kan godt tolke slutningen, som om han er blevet lykkelig, men efter at han var utro mod Marianne og hun dør kort efter, må han da have en utrolig dårlig samvittighed, eftersom han måtte føle at han var direkte skyld i Mariannes død. Hendes død ændrer alt, fordi man regner jo med at Nikolajs lykke hænger sammen med hans forhold til de vigtigste personer i sit liv, inklusiv Marianne. Hans knude i maven kan umuligt være væk efter sådan en bommert, og derfor mener jeg at alt det der blev lagt op til igennem romanen, måske slet ikke finder sted, og jeg har en pludselig medlidenhed for Nikolaj, da han stadig må være helt nede i kulkælderen. Desuden er Jesus-karakter også væk, og han er der ikke til at hjælpe Nikolaj med at håndtere hans sorg over Marianne, som han grangiveligt burde have.

Jeg mener ikke romanen ender på en god måde, og er derfor en smule skuffet. Jeg ville have ønsket en konklusion på historien. Ellers god bog.

Knud Emil Rosenbæk

Knud Emil Rosenbæk

Min mening om romanen

Jeg synes det er en velskrevet og god roman alt i alt. Jeg er vild med at den er så spændene og nem at overskue når den er delt op i de små "kapitler" på 2-3 sider, det gjorde ihvertfald at jeg tit snuppede nogle sider mere og blev helt fanget i bogen. Det som jeg synes er dårligt ved de små "kapitler" er at de tit afslører hvad der sker eks. da der står selvmord så kan man allerede regne ud hvem som det er der begår selvmord.
Noget andet som er godt er også at der er de her "artikler" i, det gør at romanen ikke bliver så ensformet. Det er også fedt at der bliver brugt det her tegneserie sprog, hvor der kommer ord som SMASK og KAPOW osv. dog er det kun mest i starten det bliver brugt.
Jeg synes også det er godt at sproget er så uformeldt og meget direkte der er ikke noget som er pakket ind og formildet.
Stemning er bogen er rigtig god, jeg blev grebet og underholdt da jeg læste den, dog var den lidt lang i midten og den var måske lige en tand for voldelig til min smag sommetider.
jeg elsker den forvandlig som sker med Nikolaj, at han først er en ufølsom og egoistisk mand til at åbne øjnene op for andre mennesker omkring ham.

min mening af "mit venskab med Jesus Kristus"

jeg vil være helt ærlig og sige at hvis vi ikke skulle have læst denne bog i klassen vil jeg nok ikke selv have valgt at læse den.
det er ikke fordi jeg ikke syns det er en god bog, for det er det, men nogle steder tænkte jeg bare at det hørte bare ikke med eller at nu er Lars Husum gået lidt for langt ud.
og jo jeg er da til fantasy bøger, men helt ærligt Jesus Kristus der tropper op i egen høje person, det er lidt for langt ude til mig. jeg ved da godt at man kan tolke det som Nikolajs åndelige guide, eller en del af hans egen fantasi, eller en undskyldning for at blive et bedre menneske. men helt ærligt man kunne have valgt så mange andre figure eller personer, f.eks. hans søster.
hvis jeg nu ser bort fra det med Jesus så syns jeg det var en rigtig flot og vel skrevet bog, som jeg virkelig kunne leve mig ind i og for mig betyder det at det er en bog som måske er værd at læse igen.
jeg syns at bogen "mit venskab med Jesus Kristus" helt klart er en bog som er værd at læse, selvom den lyder lidt mærkelig, for når man først kommer igang så er den bedre end man havde forventet.

Psykisk manipulering af læseren

Når man hen ad vejen i bogen hører mere og mere og Nikolaj, lærer ham bedre og kende osv, får man automatisk nogle billeder over hvordan han ser ud. Han skulle være mager i starten men bliver senere tyk. Det der gjorde at min oplevelse af at læse bogen blev ændret, var artiklen på side 120 hvor man ser billedet af Nikolaj. Det gør altså at man i resten af bogen hele tiden har et nyt billede i hovedet, og resten af bogen bare føles som film, altså i billeder.

Ellers manipulere forfatteren med vores tanker, ved at der på side 300 bliver sagt "Det er også i morgen at Marianne dør, men det ved jeg ikke i dag". Og den aller sidste sætning er jo "Jeg håber hun stadig er her". Det lyder som om hun er død, men alt vidende er han vel ikke?

Så jeg er egentlig nysgerrig over at spørge forfatteren, dør Marianne eller ikke?

Eller er historien har et kæmpe stort flashback?

Hvad var det bedste ved denne roman

Jeg er utrolig positiv vedrørende ''Mit venskab med Jesus Kristus.'' En af tingene der gør denne bog til noget specielt er at den ikke er som mange andre bøger. Det underholder mig meget at man har en forventning til at den næste side giver noget nyt og spændende og ikke bare en atter side som resten af bogen. En af tingene jeg normalt ikke finder i de bøger jeg har læst er Onomatopoietikon som helt klart får mine sanser til at flyde frit. Ordrene er også meget erotiske hvilket i mine øjne får bogen til appellere noget mere til teenagers. Men det erotiske sprog får også et smil frem på læben da mange af orden er en form for tabu. Jeg vil karakterisere bogen som en tragisk realisme, fra start til slut. Men alt i alt vil jeg gerne anbefale andre til at læse bogen, da den er lærerig, komisk og anderledes.

At være stærk i sind

Nikolaj, har været igennem mere end det normale menneske, og det ses tydeligt på hans væremåde og personlighed. Han har mildest talt være helt nede og skrabe bunden, hvis ikke længere endnu. Han har taget hver eneste slag med oprejst pande, men stadig ser vi ham komme videre. Alt er blevet taget fra ham. Hans søster, hans forældre og han endda en kæreste (Selvom det er selvforskyldt er det stadig noget han sørger over.) Men en ting ingen kan tage fra ham, er den vilje og styrke han besidder. Selvom alt har ramt ham, har han stadig modet til at komme videre og gøre det han vil. Jesus er i mine øjne ham selv som et symbol på den vilje. Hans vilje til at ville kæmpe til det sidste, som dog kun findes i hans egen underbevidsthed, men altid er der når han har mest brug for det. Hvis vi ser på Jesus, er han der i alle de slemme katastrofer som Nikolaj udsættes for. Han er der som en hjælpende hånd, en ven som vil føre ham videre i livet. Nikolaj skaber sig selv et billede af Jesus, og det giver ham en forståelse af hvad Jesus er.

Nikolaj er både godt og ondt samlet i et væsen da han ikke kan finde ud af sit liv, og begynder at ødelægge andres for at selv at få det godt, men som Charlie Chaplin sagde i sin film The Great Dictator "We all want to help one another, human beings are like that," og det viser Nikolaj, ved at handle som han gør, og han ender med at rette de fejl han har lavet.

For mig har bogen været fantastisk at læse, da en masse tanker har opstået og overvejelser taget. Meget inspirerende og utrolig velformuleret og gennemtænkt.

Kommer Marianne tilbage?

Efter at have råbt og skreget, banket og slået, blev døren smækket. Marianne har forladt Nikolaj, og nu er spørgsmålet om hun kommer tilbage igen. Jeg håber et eller andet sted at hun gør, selvom han ikke har fortjent det. Han er stadig skrøbelig, og endnu et tab, vil ødelægge ham helt. Jeg vil så sige, at jeg godt vil kunne forstå hende hvis hun bliver væk, da han har været sammen med en anden. Har han fortjent en chance til? Man kan ikke sige han ikke har fået chancer nok. Han har bare svært ved at se konsekvenserne af det han gør. Han er selvisk på mange punkter, og tit gør det mig rigtig irriteret at han ikke kan tænke på andre end ham selv. Det ender dog med at han skal rette op på mange af de fejl han har begået. Så er det man tænker, om det er knuden i hans mave der driver ham til det? Det er nok både den, og Jesus som giver ham skubbet til at gøre noget ved sig selv. Jeg tror knuden i hans mave er hans samvittighed, som til sidst driver ham til at rette op på sine fejl. Han har haft et hårdt liv, og han er brug for kærlighed og omsorg. Marianne er perfekt til ham, og jeg tror ikke han vil kunne klare sig mange dage uden hende. Jeg er ret sikker på hun vender tilbage til ham. Hun ved hvor meget han har brug for hende. Jeg tror hun vil få dårlig samvittighed over at efterlade ham, selvom det overhovedet ikke er hendes skyld. Hun er en ærlig og troværdig person, som vil passe på ham gennem både gode og dårlige tider.

HVAD sker der?!

Hovedpersonen Nikolaj startede med at være den her, virkelig underlige person.

Han skilte sig i stor grad ud fra de andre karakterer. I starten følte jeg at det var så vulgært og grotesk, at det var sjovt at følge ham, Men efter som man lærte ham bedre at kende, og han kom i kontakt med jeppe og hans store bror satan, forandrede hovedpersonen sig til noget helt sindssygt.

Jeg havde ikke forestillet mig den drejning, da Silje kommer ind i billedet. Det ændrer Nikolaj til en helt anden person, og jeg begynder at kunne lide ham igen.

- HVAD sker der! hvorfor skal han smadre det hele, hvorfor skal han være sådan en "drama queen", når hans søster ikke lige er der.

Da han smadrer Silje der mister han al min respekt, og jeg bliver faktisk så vred på ham og på bogen, at jeg måtte holde en pause med at læse.

Mødet med gud virkede så surrealistisk at jeg ikke helt fangede det første gang (ja jeg ved godt titlen på bogen er "Mit venskab med Jesus Kristus" men stadig...)

Da Nikolaj flytter til Tarm havde jeg ikke regnet med, at han kunne få nogle venner, men det at han til og med også får en ny kæreste. Marianne kom virkelig bag på mig, at hun gad at være sammen med ham.

Jeg Begynder at kunne lide Nikolajs væremåde og attityde efter at han forelsker sig i Marianne.

Jeg bliver faktisk glad, i takt med at han bliver glad.

Jeg får sådan et chok, da jeg tror Marianne er ved at dø i bussen med Silje. tænker bare f*** f*** f***, og jeg bliver så lettet da jeg finder ud af hun "bare" havde bidt sig selv i tungen.

Men så sker det. Nikolaj er selvfølge så dum at være sammen med Silje og smider alt det han har kæmpet for, alt det som har gjort hans liv godt i vasken.

Slutningen er bare så uretfærdig, kan slet ikke have at vi ikke finder ud af hvad der sker, selvom jeg har en bange anelse om at Marianne er skredet!

- Kasper

Sidste blogindlæg

Det er nu en rum tid siden at jeg afsluttede bogen "Mit venskab med Jesus kristus".
Dog irriterer det mig stadig hvordan historien smider alt det fremskridt der er gjort, i løbet af den sidste side, på gulvet..

Jesus, guds søn der af uransagelige veje gjorde Nikolai til et bedre menneske...
Var det hans plan? Helt til den bitre ende?

Det virker formålsløst, at Nikolai som sidste trin i vejen til et bedre menneske, skulle forråde sine nærmeste. Hvilken helbredende lektie lærer han af det og hvordan skulle det kunne knytte han nærmere sine venner?

Eller var pointen måske at Nikolai skulle endelig stå på egne ben, men så fejlede katastrofalt?... Han var jo syg! Diagnosticeret for angst! Han kunne være blevet helbredt, i det almindelige menneskes forstand hvornår som helst i løbet af historien, men alligevel blev han ikke, så når han endelig stod på egne ben var han svag og smed hele sit nye liv væk.

Jeg forstod nogle af de sidste hændelser i bogen som, at Silje havde enten aftalt med journalisten at være parat, eller også var det bare en meget uheldig timing. Var det, det sidste der skulle til for at hjælpe Silje?
Det forventede resultat er at Nikolai mister sin velvilje i Tarm og dem der prøver at stå ved ham, risikerer at blive udstødt i det lille samfund.

Måske var guds plan, at slå flere fluer med et smæk. Hjælpe alle de personer vi møder i historien via Nikolai og hvis Nikolai var stærk nok, kunne han også være reddet selv, men nej. At én ud af 6-7 stykker ikke klarede den, er vel et ok resultat og Jesus må videre og finde en ny flok at redde. ja gad vide hvad Jesus lavede, når han ikke var der til at hjælpe Nikolai? Ressource besparelser og effektivisering, selv i himmeriget.

Jeg er ikke skuffet over halvt om halvt åbne slutning, men min realistiske tankegang, giver mig ikke meget håb for den lykkelige slutning jeg virkelig gerne ville have. :)

- Rasmus

Min yndlings karakter i "Mit venskab med Jesus Kristus"

Min yndlings person i romanen er Brian.

Han er et ultra tolerant og elskende menneske. Han holder så meget af Søs at udstår alle de pinsler som Nikolaj udsætter ham for. Man kan nærmest sige at det går hen og bliver et Jobs bog motiv med at han hele tiden skal vise hvor meget han elsker hende ved at gennemgå ubehagelige ting. Han tilgiver ham endda at da han måtte betale den ultimative pris for at bevise sin ubegrænsede kærlighed til søs, han mister hende og samtidig moderen til hans barn. Dog skal han have et langt stykke tid til at komme sig, men han ender med at tilgive ham.

Hvor bliver Marianne af?

Den sidste sætning i Mit venskab med Jesus Kristus er "Jeg håber, at hun stadig er her". Man ved ikke om Marianne vælger Nikolai fra eller til. Lige pludselig kan Nikolai ikke høre Marianne, om hun så er gået eller bare sidder helt stille uden at vide, hvad hun skal gøre, det er der ingen der ved. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro. Hun kan være gået, fordi hun ikke kan klare, at Nikolai har været sammen med Silje. Men alligevel så kan hun godt være blevet. Hun ved jo alt hvad Nikolai ellers har lavet, og hun har tilgivet og accepteret ham for det, så hvorfor skulle hun ikke også tilgive ham for dette?

Ja, det er det store spørgsmål. Et eller andet sted håber jeg, hun kan tilgive Nikolai, og at hun bliver sammen med ham, for den måde han har forandret sig på er ikke til at se i gennem fingre på. Han er gået fra at være den sære dreng som ingen ville ses eller være sammen med, til at få rigtige venner og en kæreste, som elsker ham. Hvis Marianne forlader ham nu, vil han måske falde tilbage og blive voldelig igen og ikke tænke på hverken andre eller sig selv. Jeg tror, at Marianne er den eneste person der kan fastholde Nikolai i sine gode vaner.

Religionens betydning i romanen.

 Religion spiller en rolle i romanen, men det er ikke så meget religion som helhed men mere bare Jesus der spiller en afgørende rolle, især i sidste halvdel bogen. Nikolaj får hjælp af Jesus til at blive et bedre menneske og han møder, og bliver kærester med, Marianne som kommer fra Jehovas vidner. Godt nok er Marianne ikke glad for at være i Jehovas vidner, men det har stadig en stor betydning til forskel fra, hvis hun bare var en tilfældig pige uden nogen religiøs tilknytning. Jeg opfatter ikke Jesus figuren i sig selv særlig religiøs. Han er der for at hjælpe Nikolaj, men ikke som den Jesus vi høre om i bibelen. Han kunne lige så godt have været en hvilken som helst anden person, der ville hjælpe Nikolaj. Han får godt nok lidt guddommelige/overnaturlige træk fordi han for eksempel er enorm stærk. Han siger til Nikolaj hvad han skal gøre for at knuden (den dårlige samvittighed) i hans mave skal gå væk. De ting han siger til Nikolaj er jo ting man kunne have sagt sig selv. Han bliver nød til at opsøge de mennesker han har forvoldt skade og sørge for at de alle sammen kan komme videre i deres liv. Styrken til at kunne opsøge dem finder han i Jesus, Jesus hjælper ham til at finde modet til at gøre disse ting. Man skulle tro Nikolaj er blevet religiøs og troende efter hans første møde med Jesus, men dette er ikke tilfældet. Da Marianne og Mathias opsøger Nikolaj finder man ud af at han overhovedet ikke er religiøs. Han får hjælp af Jesus, men dette og at han er troende er overhovedet ikke det samme for ham. Han mener ikke de to ting behøver at hænge sammen, selvom de fleste vil mene at hvis man tror på Jesus så er man religiøs og kristen.

Jakob Rasmussen

Hvad laver Jesus - "Mit venskab med Jesus Kristus"

 I bogen "Mit venskab med Jesus Kristus" spiller Jesus ikke den normale religiøse rolle man ofte vil forbi ham med, hvis du nævner Jesus for de fleste unge nu til dages, jamen så vil det "bare" være ham manden på korset. I bogen bringer Lars Husum Jesus til et nyt niveau. Jesus er et menneske skabt til at hjælpe andre, til at hjælpe dig og til at hjælpe mig. 
Jeg tror at det er vigtig at have noget at tror på om det så er Jesus eller ej, er det vigtig at kunne lukke øjnene og bede om råd. Det er vigtig at kunne søge om hjælp i sig selv. Derfor lader vi og forfører af en illusion nu og da. 
Når Jesus viser sig for Nikolaj er han så langt nede at han lige så godt kan lytte til sin bedre halv del. Det giver os nyt håb for bogens hovedrolle da Jesus dukker op. Man slår hurtigt fast at han nok skal hjælpe Nikolaj, illusion eller ej. Det vælger jeg ikke at spekulere i mere, jeg holder bare fast i det faktum at der er hjælp på vej til Nikolaj.
Mit venskab med Jesus Kristus kaster sig ud på dybt vand, men formår at holde sig oppe og en da svømme igennem det kolde vand for at til min overraskelse at komme i land uden nogle problemer.
Lars H har virkelig dannet en ungdoms klassiker. 
Indlæg af Sidsel D. K.

Jeg synes, at det bedste ved bogen er den måde hvorpå, Lars Husum formår at fast holde éns opmærksomhed, bland andet ved hjælp af hans humoristiske skrivefærdigheder.

eksempelvis da Jesus kommer op i Nikolajs lejlighed, og Nikolaj slår ham med sit askebæger.

Husums måde at blande artikel genren ind fungere rigtig godt, og er en let og overskuelig måde at give os et overblik på

Derudover synes jeg at hans brug af Jesus Kristus, hvor han anvender Jesus som et symbol på en frelser men ikke som beskytter af kristendommen, fungerer rigtig godt, da det fjerner alt det overflødige religion står for. Og gør at man bliver mere skeptisk over for Jesus figuren, med hensyn til om det er guds søn der er tale om.

Alt i alt er det en god bog, jeg har nydt at læse.