Efter at have læst første del af Mit venskab med Jesus Kristus bliver jeg forundret over alle de personlighedsskift Nikolaj er igennem. Han starter med at være den sære dreng i klassen som alle elsker at moppe, men han lader sig ikke gå på af det, for han ved at hans søster passer på ham. Han ved at hans søster elsker ham og derfor vælger han at sætte deres kærlighed på spil. Hans personlighed ændres og han begynder at blive ligeglad med alt og alle. Han bliver voldelig og drikker. Flere gange bliver han væk uden at fortælle noget til søs. Søs bliver selvfølgelig urolig, men tilgiver ham altid når han kommer hjem igen. Nikolaj og søs´s forhold minder meget om deres forældres forhold, hvor moren nogle gange forlod faren for et par dage, men når hun kom hjem igen, tilgav han hende.
Når jeg læser om den måde Nikolaj behandler sin søster på, kan jeg godt forstå at hun til sidst siger fra og beslutter sig for at hun ikke vil lade ham udsætte hende for hans opførelse mere. Hun bliver en selvstændig kvinde og det beundre jeg hende for. Jeg beundrer hende for den måde hun kan forlade den hun elsker mest, for at blive sig selv igen. Men hun tager Nikolaj til sig igen, og når man ser tilbage på det, skulle hun nok ikke have gjort det. For hendes moderlige omsorg til ham drager hende i døden. Hun kan ikke klare den måde han opfører sig på, så hun vælger at begå selvmord.
Jeg synes at da søs dør, dør noget af bogen også. Hun var Nikolajs sidste håb, hun var den der ville hjælpe ham og hende der ville have at han havde det godt. Men i slutningen af bogen kommer Jesus og siger at han vil gøre ham til et bedre menneske. Det ødelægger lidt det realistiske i bogen, men jeg glæder mig til at se hvordan Lars Husum vil holde det realistiske, når han nu har sat en urealistisk person i sin roman.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar