Her er nogle spørgsmål som vi i 1.x har tænkt over i forbindelse med læsningen af Mit venskab med Jesus Kristus. Vi håber du måske vil prøve at svare på (nogle af) dem.
1) Hvad er pointen med at Nikolaj er sammen med Silje til sidst i romanen? Er det et tegn på at han faktisk slet ikke er blevet det bedre menneske han ønskede at blive, men i stedet bliver ved med at gøre sine kæreste ondt?
2) Hvad bliver der af Marianne til sidst? Eller hvad forestiller du dig selv sker med Marianne, hvis du bare skal forholde dig til romanen som læser og ikke som forfatter?
3) Hvorfor skal Nikolai til Tarm af alle steder?
4) Hvorfor forelsker Nikolai sig i Miriams kusine, hvorfor ikke bare lige en tilfældig person?
5) Hvorfor har du sat et billede ind af dig selv i romanen, og hvorfor bruger du på et tidspunkt dit eget telefonnummer?
6) Hvor fik du idéen til romanen fra? Hvad inspirerede dig?
7) Hvordan kom du (og forlaget) på forsiden til romanen, og hvilken symbolik lægger du i billedet?
8) Hvorfor blev du forfatter?
9) Hvordan fungerer din skriveproces?
10) Hvad synes du selv gør en bog fængende, og hvilken type bøger vil du gerne skrive?
11) Hvordan havde du det selv med at skrive danske stile i skolen, og har du nogle gode tips?
Kære 1.x
SvarSletJeg vil forsøge at svare, men bær over med at det ikke er alt, som jeg selv ved hvorfor. Nogle gange er det blot fordi, at det virker, som det rigtige lige i øjeblikket.
1. Han forsøger at gøre det rigtige. Silje vil gerne, tror han, og derfor gør han det som en art soning, et offer. Problemet er, at han hele tiden har været afhængig af, at andre har fortalt ham, hvad han skulle gøre (Søs, Silje, Jesus, Marianne, Karen osv.), og her er han for første gang helt alene. Han tager et (delvist) forkert valg, men han tager et valg.
2. Nu kan jeg jo ikke adskille læser og forfatter helt, og det er normalt et spørgsmål som jeg ikke vil svare på, da der jo er en grund til, at slutningen står så åben, men mit bud: Hun er der stadig, men hun lader ham ikke glemme det. De er for meget inde i hinandens hoveder og ved, hvor rodet og ødelagt de begge er til at give slip, fordi de er værre hver for sig. Måske er det blot den romantiske del af mig, der taler for andre har gættet på selvmord, altså Mariannes.
3. Det er der et par grunde til, men det handler især om navnet. 1.) Tarm signalerer verdens ende (nærmest bogstaveligtalt). 2. Navnet signalerer at romanen skifter tone. De første 100 sider er først og fremmest en tragedie, men da Tarm bliver introduceret skifter den til en komedie. Tarm er et komisk navn. 3. Og så kommer jeg selv derfra. Muligvis er det blot dovenskab.
4. Dette er en Sissyfos-ting.
5. For sjov. Det kan være kedelig at skrive en hel roman for sig selv og derfor opfinder jeg lege. Det er dog også på grund af: 1) Jeg vil gerne lege lidt med dobbeltkontrakten, og skabe en vis tvivl om, hvorvidt der er noget biografisk over romanen. 2.) Jeg vil gerne give folk en mulighed for at opdage. Det er lidt ligesom den hemmelige dør i et computerspil.
6. Det er skidesvært at sige, hvad der har fungeret som inspiration, men jeg ved, at jeg begyndte at skrive på den, mens karikaturkonflikten var på sit højeste, og jeg gerne ville lave en komedie, der gjorde folk en lille smule utrygge i forhold til tro/ikke tro. Jeg har ikke tal på, hvor mange der har reageret med en vis frygt på grund af titlen og at Jesus optræder i den.
7. Det var en lang proces. Jeg læste om en kollega der havde sagt nej til 35 forslag til forsider og derfor blev kaldt perfektionist, men det er på ingen måder atypisk. Der var mange, mange forslag, før jeg var (semi)tilfreds. Jeg er stadig ikke ubetinget glad, men det er også en svær roman at lave en forside til fordi den er en blanding af så mange ting: komedie, tragedie, farce, melodrama, dramatik, dokomentarisme, osv. Denne forside illustrerer rigtig fin den rå kraft og volden i romanen. Den er in your face.
8. Det ved jeg ikke. Det undrer jeg mig også over dagligt.
9. Den fungerer abrupt. Jeg forsøger at skrive hver dag, men det svinger meget i forhold til, hvor meget jeg får produceret. Det, der er med skriveprocesser, er at de er en lang kamp for at holde overspringshandlingerne på afstand.
10. At den føles ægte. Ikke som at den er i 1:1 med vrkeligheden, men at jeg kan føle at forfatteren vil det. Der skal være en vitalitet i sprog og historie. Den slags bøger vil jeg gerne skrive. Og så vil jeg gerne skrive bøger, der ikke minder for meget om hinanden, så man aldrig helt ved, hvor man har mig.
11. Jeg var ikke noget speciel. Min tro på, at jeg kunne skrive kom ret sent. Jeg lavede vel lidt noget rod. Det synes jeg egentligt stadig at jeg gør, men forhåbentlig noget interessant og modig rod.
Og tak for alle jeres indlæg. Det har været interessant og givtigt. Jeg bliver altid lidt klogere på, hvad jeg har skrevet, når andre forklarer det for mig.
Bedste hilsner
Lars