Det er nu en rum tid siden at jeg afsluttede bogen "Mit venskab med Jesus kristus".
Dog irriterer det mig stadig hvordan historien smider alt det fremskridt der er gjort, i løbet af den sidste side, på gulvet..
Jesus, guds søn der af uransagelige veje gjorde Nikolai til et bedre menneske...
Var det hans plan? Helt til den bitre ende?
Det virker formålsløst, at Nikolai som sidste trin i vejen til et bedre menneske, skulle forråde sine nærmeste. Hvilken helbredende lektie lærer han af det og hvordan skulle det kunne knytte han nærmere sine venner?
Eller var pointen måske at Nikolai skulle endelig stå på egne ben, men så fejlede katastrofalt?... Han var jo syg! Diagnosticeret for angst! Han kunne være blevet helbredt, i det almindelige menneskes forstand hvornår som helst i løbet af historien, men alligevel blev han ikke, så når han endelig stod på egne ben var han svag og smed hele sit nye liv væk.
Jeg forstod nogle af de sidste hændelser i bogen som, at Silje havde enten aftalt med journalisten at være parat, eller også var det bare en meget uheldig timing. Var det, det sidste der skulle til for at hjælpe Silje?
Det forventede resultat er at Nikolai mister sin velvilje i Tarm og dem der prøver at stå ved ham, risikerer at blive udstødt i det lille samfund.
Måske var guds plan, at slå flere fluer med et smæk. Hjælpe alle de personer vi møder i historien via Nikolai og hvis Nikolai var stærk nok, kunne han også være reddet selv, men nej. At én ud af 6-7 stykker ikke klarede den, er vel et ok resultat og Jesus må videre og finde en ny flok at redde. ja gad vide hvad Jesus lavede, når han ikke var der til at hjælpe Nikolai? Ressource besparelser og effektivisering, selv i himmeriget.
Jeg er ikke skuffet over halvt om halvt åbne slutning, men min realistiske tankegang, giver mig ikke meget håb for den lykkelige slutning jeg virkelig gerne ville have. :)
- Rasmus
Ingen kommentarer:
Send en kommentar