Han skilte sig i stor grad ud fra de andre karakterer. I starten følte jeg at det var så vulgært og grotesk, at det var sjovt at følge ham, Men efter som man lærte ham bedre at kende, og han kom i kontakt med jeppe og hans store bror satan, forandrede hovedpersonen sig til noget helt sindssygt.
Jeg havde ikke forestillet mig den drejning, da Silje kommer ind i billedet. Det ændrer Nikolaj til en helt anden person, og jeg begynder at kunne lide ham igen.
- HVAD sker der! hvorfor skal han smadre det hele, hvorfor skal han være sådan en "drama queen", når hans søster ikke lige er der.
Da han smadrer Silje der mister han al min respekt, og jeg bliver faktisk så vred på ham og på bogen, at jeg måtte holde en pause med at læse.
Mødet med gud virkede så surrealistisk at jeg ikke helt fangede det første gang (ja jeg ved godt titlen på bogen er "Mit venskab med Jesus Kristus" men stadig...)
Da Nikolaj flytter til Tarm havde jeg ikke regnet med, at han kunne få nogle venner, men det at han til og med også får en ny kæreste. Marianne kom virkelig bag på mig, at hun gad at være sammen med ham.
Jeg Begynder at kunne lide Nikolajs væremåde og attityde efter at han forelsker sig i Marianne.
Jeg bliver faktisk glad, i takt med at han bliver glad.
Jeg får sådan et chok, da jeg tror Marianne er ved at dø i bussen med Silje. tænker bare f*** f*** f***, og jeg bliver så lettet da jeg finder ud af hun "bare" havde bidt sig selv i tungen.
Men så sker det. Nikolaj er selvfølge så dum at være sammen med Silje og smider alt det han har kæmpet for, alt det som har gjort hans liv godt i vasken.
Slutningen er bare så uretfærdig, kan slet ikke have at vi ikke finder ud af hvad der sker, selvom jeg har en bange anelse om at Marianne er skredet!
- Kasper
Ingen kommentarer:
Send en kommentar